Carte Blanche tager til forsamlingshuset i Kvols fredag 24. april til en omgang hyggeligt samvær efterfulgt af dejlig mad. Og i dagens anledning bydes der på Dialog og Deller og en gåtur i naturen omkring Kvols Hage i stedet for suppe.
Det lyder lidt som snedig ideudvikling af den slags, som store virksomheder bruger alt for meget tid på, når det næste Suppe og Samtale-arrangement hedder Dialog og Deller. Men rent faktisk har konceptet en langt mere jordnær årsag, fortæller Anette Vinther fra Kvols Forsamlingshus:
”Vi har såmænd lige haft et arrangement, hvor vi serverede suppe. Så derfor tænkte vi, at vi hellere ville have frikadeller til denne lejlighed.”
Derfor blev arrangementet straks omdøbt til Dialog og Deller. Det bliver dog en aften fuldstændig i tråd med Carte Blanches sædvanlige koncept med god mad og lige så godt selskab – nu blot i nye omgivelser.
Det med omgivelserne skal forstås helt bogstaveligt: Deltagerne tager nemlig en lille gåtur i området omkring Kvols Hage inden maden. Det hele løber af stablen fredag den 26. april 2019. Carte Blanche sørger for den gode dialog, og forsamlingshuset sørger for fantastiske frikadeller.
Hvad er Suppe og Samtale – eller Dialog og Deller?
Suppe og Samtale er uformelt, hyggeligt samvær omkring et godt måltid mad. En mulighed for at mødes med andre i lokalområdet og dele både lavpraktiske og utopiske tanker, ideer og samtaler med hinanden.
Fredag d. 24. april bliver en aften for hele familien – børn og voksne i alle aldre er velkomne. Aftenen starter kl. 17, og maden serveres kl. 18.30. Klokken 17.00 sætter Sara Topsøe-Jensen fra Carte Blanche gang i den gode snak – og herefter er der tid til en gåtur i Kvols Hage. Når uret så slår 18.30 bliver maden serveret. Prisen 60 kr. for voksne og 30 kr. for børn. Hvis man vil være en del af af Dialog og Deller, er det værd at bemærke, at tilmelding skal ske senest 2 dage før til Anette Vinther på anp@viborg.dk eller med en sms til tlf. 30339730.