Gadefest Tour og en række af landets største dj-duoer inviterer til gratis gadefest i Viborg
Det går ikke stille for sig, når Gadefest Tour, ved hjælp af en til formålet specialbygget scene, pyro-effekter, konfettikanoner og kendte elektroniske toner, forvandler Aalborg til en massiv lokal gadefest med plads til alle. Det sker på fredag den 13. september på Trappetorvet.
Musikken leveres af den danske dj-duo TooManyLeftHands, der under konceptet ”TooManyLeftHands & Friends”, inviterer en række store danske liveartister med på scenen.
TooManyLeftHands er i det hele taget svære at komme udenom, når der skal holdes en rigtig fest. Det har den populære dj-duo til fulde bevist, både i udlandet og herhjemme, hvor de blandt andet har optrådt på Tinderbox, Distortion, Smukfest og på plænen i Tivoli. Anders K og Martin Nick – der netop har rundet 65 mio. lytninger på Spotify - har da også selv indtil flere store hits i bagagen.
”Gadefest Tour har udviklet sig til en tradition, hvor det ikke længere er os - eller de andre optrædende artister - som er det primære. Vi skaber selvfølgelig rammen, men det er gæsterne selv, der - gennem improviseret dans og umiddelbar autentisk stemning - skaber en gedigen pop-up gadefest,” forklarer Martin Nick fra TooManyLeftHands i en pressemeddelelse.
Samarbejder lokalt
Gadefest Tour er blevet til i et tæt samarbejde med en række lokale partnere undervejs på deres turne. Som noget nyt er Pepsi Max gået med i samarbejdet gennem pladeselskabet ”No Fame Only Talent”, hvis formål er at hjælpe upcoming artister ud over rampen.
”Den lokale forankring er altafgørende for Gadefest Tour. Derfor sender vi her en åben invitation til talentfulde producere om at henvende sig, hvis de ønsker spilletid på Gadefest Tour,” fortæller Martin Tang Madsen, der er Event Manager hos Royal Unibrew.
Gadefesten starter kl. 17.00 med en hyggelig og intim lørdagsbar. Her vil der være madboder, barer og beer-pong som opvarmning til den store fest, som for alvor går i gang nogle timer senere.