Skraldebiler afslører hvor godt signal der er på din adresse

Foto: Viborg Kommune

Skraldebiler har kortlagt mobildækningen i Viborg Kommune, så alle nu kan se, hvordan netværksdækningen for mobiltelefoner er på deres adresse. De indsamlede data er samtidig en platform for positiv dialog med teleselskaberne.

I en periode på ca. 3 måneder kørte skraldebiler fra Meldgaard Miljø sidste år rundt med tre tasker, der indeholdt otte mobiltelefoner pr. taske og målte 2G, 3G og 4G netværk for teleudbyderne TDC, Telia/Telenor og 3. Mobiltaskerne blev fragtet rundt på skraldebilernes forskellige ruter, indtil mobildækningen i hele Viborg Kommune var kortlagt.

Alle kan tjekke mobildækning

Oversigtskort over mobildækningen, som nu er tilgængelige på viborg.dk/mobildaekning, viser hvor hullerne i dækningen er, og hvilke mobilselskaber, der dækker - eller ikke dækker - i de forskellige områder.

Borgmester Ulrik Wilbek er glad for, at borgere i alle kroge af kommunen nu har adgang til kortene og siger i den forbindelse:
- Mine kolleger i byrådet og jeg støder i forskellige sammenhænge på borgere og virksomheder i landdistrikterne, som fortæller, at de mangler mobildækning, der hvor de bor. Nu giver vi dem mulighed for at gå ind og se, hvilken leverandør, der dækker bedst på deres adresse. Samtidig er det positivt, at der er flere master på vej.

Positiv dialog

Skraldebilernes køreture har afdækket 7- 8 huller i mobildækningen. Det er Energistyrelsen, der står for auktioner og udbud af nye frekvenser, som kan dække hullerne. Viborg Kommune kan derfor ikke påvirke processen, men kommunen har på baggrund af undersøgelsens resultater for nylig holdt et dialogmøde med de tre udbydere af mobiltelefoni.

Ifølge Viborg Kommunes it- og digitaliseringschef, Erik Sørensen, var det et meget positivt møde:
"Vi vil gerne være proaktive og sikre, at det i alle tilfælde ikke er os, der står i vejen for opsætning af nye master, der kan dække hullerne. Derfor har vi taget dialogen, så vi kender hinanden og har de rigtige kontaktpersoner, når der er brug for det - f.eks. i forbindelse med køb eller leje af arealer til nye master. Det gælder også vores kolleger i Byggeri & Miljø, som gerne vil gøre byggesagsbehandlingen så effektiv som muligt, når teleselskaberne søger om tilladelse til opsætning af nye master."

Mobildækningen er vigtig for den daglige drift i Viborg Kommune. Det gælder ifølge Erik Sørensen f.eks. plejepersonale og miljømedarbejdere, der skal kunne kommunikere og koble sig på nødvendige systemer, mens de er på farten, samt nødkaldesystemer hos borgerne, der er baseret på mobil opkobling.

Nye master på vej

Der er allerede planer om at rejse nye mobilmaster, som dækker nogle af de huller, hvor man i dag ikke kan modtage mobilsignaler i Viborg Kommune. F.eks. er det planen, at opførelse af master, der skal lukke huller i Låstrup/Nr. Rind og i Stanghede, bliver sat i gang senest med udgangen af i år.