Vil du gerne hjælpe sårbare børn og unge? Så bliv rollemodel

Den frivillige arbejdsgruppe "Team Rollemodel."

For fire år siden blev ’Rollemodeller’ sat i værk med henblik på at samle frivillige rollemodeller med interesse i at være frivillig ressource-person for unge, der har behov for sådan en støtte. I dag er der 41 frivillige rollemodeller, men der er behov for endnu flere.

Rollen som frivillig rollemodel kan indebære alt lige fra at lave fritidsaktiviteter til at vejlede den unge, der har det svært. Mange børn og unge står uden en voksen, de kan spejle sig i. Ved at have en rollemodel er der en at tale med for den unge, når hverdagen er udfordrende eller en at se en fodboldkamp med, hvis det er det den unge har behov for.

Rollemodellen og den unge aftaler i fællesskab, hvad de skal lave sammen, hvad den unge har behov for og hvor meget tid rollemodelen kan bruge sammen med den unge.

Unge og rollemodeller bliver matchet

Rollemodellerne er forankret i De Frivilliges Hus i Viborg, hvor en frivillig arbejdsgruppe (Team Rollemodeller), der har en fælles passion i at hjælpe sårbare unge mennesker, matcher rollemodeller og unge ud fra fælles interesser.

Gruppen holder samtaler med dem, der gerne vil være rollemodeller og samtaler med unge, der har behov for en rollemodel. Derefter snakker den frivillige arbejdsgruppe om, hvem der kunne være gode match mellem ung og rollemodeller, der er med i projektet. Derefter bliver der afholdt match-samtaler mellem ung og rollemodel, når der er nogle, der har samme interesser og der er et match mellem, hvad den unge søger og hvad rollemodellen kan tilbyde.

Vil du gerne være rollemodel?

Der er behov for endnu flere rollemodeller, som kan være et positivt voksent forbillede for sårbare børn og unge. Hvis du er interesseret kan du finde mere information om rollemodellerne på Facebook eller på deres hjemmeside.

Mandag den 8. oktober fra klokken 17 til 19 er der desuden netværksmøde i De Frivilliges Hus, Vesterbrogade 1, 8800 Viborg, hvor man er meget velkommen til at kigge forbi.